Forside
 
IværksætterGuide
 
 
 
 
Om Startinfo.dk
 

Odder Kommune og andre myndigheder

 

Siden om Odder Kommune, og hvad du som iværksætter skal være opmærksom på, er under udarbejdelse. Vi skynder os så meget som muligt og glæder os til at præsentere den helt færdigt for dig inden længe...

 

Der er nogle kommunale forskelle, når det handler om parkering, affaldsregulativer, bevillinger, byggesagsbehandlinger og meget mere. Det kan være svært at finde rundt i. Er der noget, du er i tvivl om, er UdviklingOdder et godt sted at starte. Her kan du få svar på dine spørgsmål eller blive henvist til den rette forvaltning i kommunen. 

 

Måske skal du lige tjekke om Odder Kommune skal give tilladelse til dit iværksætterprojekt

Foto af Odder Rådhus. Foto venligst udlånt af Odder Kommune.

 

Virksomhed drevet fra egen bolig 

Du kan drive liberale erhverv fra egen bolig. Eksempler på de liberale erhverv er frisør og kontorvirksomheder som revisor, advokat og lignende. Tag gerne en snak med din kommune om deres forståelse af de liberale erhverv. Virksomheder er før kommet i problemer på grund af forskellige forståelser af de liberale erhverv og er derfor blevet tvunget til at flytte eller lukke. 

 

Derudover er der nogle forudsætninger for, at du må drive liberalt erhverv i hjemmet: 

  • Du skal selv bo i boligen, som du driver erhverv fra 

  • Virksomheden må ikke have ansatte

  • Virksomheden må ikke være til gene for nabolaget 

  • Parkering skal foregå på egen grund

Bor du til leje gennem et boligselskab, må du som udgangspunkt ikke drive erhverv fra hjemmet. Hvis du bor til leje på anden vis, skal du altid spørge din udlejer om tilladelse. 

 

Der kan være nogle ændrede skattemæssige forhold, når du driver erhverv fra hjemmet. Derfor kan det være en rigtig god idé at snakke med en skatterådgiver eller revisor. 

 

Virksomhed i lejede lokaler

Du kan med fordel leje eller købe eksisterende erhvervslokaler til at drive virksomhed fra. Du skal dog huske, at du nogle gange skal søge om byggetilladelse, selvom du slet ikke skal bygge. Hvis du vil ændre lokalernes anvendelse, kræver det tilladelse. Det vil sige, hvis du for eksempel ændrer cafélokaler til butikslokaler. Denne tilladelse får du med en byggetilladelse. Du søger om byggetilladelse ved Byg og Miljø. 

 

Vil du bygge egne lokaler?

Hvis du vil bygge egne lokaler til at drive virksomhed i, skal du altid søge om byggetilladelse. Du må ikke begynde dit byggeri, før du har byggetilladelsen. At bygge nye lokaler kan være kompliceret. Derfor tilbyder Odder Kommune en forhåndsdialog, hvor du kan få afklaret rammerne om dit byggeprojekt. Her kan du stille principielle spørgsmål til eksempelvis lokalplanbestemmelser, bebyggelsesregulerende bestemmelser og miljø- og brandforhold. Det er altså en god måde at få afklaring på de eventuelle spørgsmål, du måtte have. 

 

Det kan være smart at have helt styr på din ansøgning, inden du sender den afsted. Der pålægges nemlig et gebyr i forbindelse med din byggesagsbehandling. Gebyret beregnes på timebasis.

 

Du søger om byggetilladelse ved Byg og Miljø. 

 

 

Vil du handle med eller producere fødevarer?

Fødevarevirksomheder skal som udgangspunkt altid godkendes. Der kan være enkelt undtagelse ved servering til dagplejebørn eller bondegårdsferie, men ellers forvent at du skal søge tilladelse.

 

Fødevarestyrelsen har lavet en udmærket guide, hvor du kan læse om hygiejne, skadedyr og meget andet spændende. Åben publikation i pdf format her!

 

Du skal som udgangspunkt altid registreres i Fødevarestyrelsen. Det er ikke nok, at du registrer dig på VIRK.dk og hos SKAT. Med mindre du er undtaget pga. meget få aktiviteter eller lign. skal du registreres. Find siden til registrering her!

 

Fødevarestyrelsen har i øvrigt lavet en fin Startpakke med en Trin for Trin guide, så du kan få afklaret reglerne for din nye virksomhed, herunder registrering, hygiejne, indretning, egen kontrol mv.

 

Du kan se videofilm, hvor det hele forklares stille og roligt. Link er her!

 

Og læs startpakken for nye fødevarevarevirksomheder.

 

 

 

 

Tunø er også en del af Odder kommune,

Alkoholbevilling i Odder

Du skal have en alkoholbevilling, hvis der i din restaurationsvirksomhed serveres stærke drikke for gæsterne – herunder gælder også øl og vin. Det er ikke tilladt at servere alkohol, hvis du ikke har en alkoholbevilling. Der er flere betingelser, der skal være opfyldt for, at du kan få alkoholbevilling. Du skal blandt andet være fyldt 25 år – medmindre du har en uddannelse indenfor hotel- eller restaurationsbranchen, så skal du være fyldt 23 år. 

 

Din ansøgning om alkoholbevilling sendes til Østjyllands Politi. Du finder ansøgningsblanketten og flere oplysninger på Politiets hjemmeside her

Kravet om alkoholbevilling gælder også ved enkeltstående arrangementer, hvor der serveres stærke drikke. I den forbindelse skal du have en lejlighedstilladelse. Du søger også om lejlighedstilladelse ved Østjyllands Politi. 

 
  Foto af Tunø Havn. Foto er venligst

  udlånt af Odder Kommune

 

Serveringsvirksomhed i Odder Kommune

Hvis du vil starte serveringsvirksomhed, kan du med fordel læse restaurationsplanen for Odder Kommune. I restaurationsplanen kan du blandt andet blive klogere på alkoholbevilling, udeservering, åbningstider og meget mere. Du finder restaurationsplanen for Odder Kommune lige her

 

Den normale åbningstid for restaurationer i Odder Kommune er frem til kl. 02.00. Hvis du i din restaurationsvirksomhed ønsker at holde længere åbent, kan du søge om udvidet åbningstid. Denne ansøgning sender du også til Østjyllands Politi, og bevillingsnævnet tager stilling til din ansøgning. 

 

Hvis du ønsker at servere udendørs fra din restauration, skal du søge om tilladelse – og det gælder, uanset om serveringen foregår på privat eller offentlig grund. Udeservering forestås som borde, stole, bænke eller lignende tilknytning til din restauration, som dine kunder kan anvende til at indtage mad eller drikkevarer. 

 

Du kan som sagt læse meget mere om åbningstider og udeservering i restaurationsplanen for Odder Kommune. 

 

Offentlige udbud - bliv leverandør til Ódder Kommune.

Vil du være leverandør til det offentlige? Så kan du se hvilke udbud, der er i Odder Kommune lige her! 

 

 

 




2. Iværksættermiljøer, kontorhoteller og øvrige lokaler i Odder4. Arrangementer og events i Odder
Startinfo.dk ApS - DIN nye iværksætterportal
Rubjergvej 67, Lønstrup
9800 Hjørring
5129 1110
hpw@startinfo.dk
CVR: 40043748
OK
Cookie information

Dette websted anvender cookies til at registrere, hvordan du og andre benytter hjemmesiden.
Disse oplysninger bruger vi bl.a. til at se, hvordan vi kan forbedre den for dig som bruger. Læs mere.