Markedsføringsloven

    Hans Peter WolsingSkrevet af Hans Peter Wolsing 4 min læsetid Opdateret maj 2026

    God markedsføringsskik, regler og hvad du må og ikke må som iværksætter.

    Alt hvad man som iværksætter gør for at sætte fokus på sin nye virksomhed, er reguleret af lovgivning.

    Det er meget sjældent, at det giver nogle problemer for iværksættere der opfører sig almindeligt og ordentligt. Men man kan måske uforvarende komme til at bøje reglerne eller medvirke i en overtrædelse, selv om man egentlig ikke havde til hensigt at gøre noget uetisk.

    Markedsføringsloven bestemmer, at en virksomhed ikke må foretage sig noget som "strider mod god markedsføringsskik."

    Og hvad er så "god markedsføringsskik"?

    Forbrugerombudsmanden, som i øvrigt er en kvinde, administrerer lovens bestemmelser, og hun sender sager til domstolene, hvor reglerne efterhånden bliver fortolket og fastlagt.

    Markedsføringsloven omhandler ikke blot traditionel markedsføring. Også emner som service, inkasso og aftalevilkår er omfattet. Nedenfor er nævnt nogle vigtige områder, som strider mod god markedsføringsskik:

    • → Markedsføring på påtrængende måde
    • → Markedsføring af farlige eller underlødige produkter
    • → Manglende social ansvarsfølelse i markedsføring
    • → Vildledende prisangivelser, fx rabatter, som ikke er reelle rabatter
    • → Udbredelse af urigtige oplysninger om konkurrenter

    Men man må faktisk meget i Danmark rent markedsføringsmæssigt. Noget andet er så om det er en god idé.

    Hvad må man for Markedsføringsloven?

    Du bør lige kaste et blik på Forbrugerombudsmandens hjemmeside, hvis du vil orientere dig lidt om reglerne og god skik på markedsføringsområdet. Se linket Regler om Markedsføring!

    Her vil vi lige kort opridse nogle af de væsentligste områder, du bør tænke på:

    1. Især bør du være opmærksom på markedsføring, hvor målgruppen er børn. Børn er en rigtig stor kundegruppe med en stor købekraft i kraft af deres påvirkning af forældrene. Men du må ikke lokke eller narre børn og slet ikke markedsføre alkohol, cigaretter og lign. til personer under 18 år.

    2. Omtale af konkurrenter skal du passe lidt på med. Du må fx. ikke udsprede rygter om, at en konkurrent er i vanskeligheder. Du må heller ikke misrekommandere en konkurrent, ved at tale dårligt om deres forretning. Hvis du foretager sammenligninger med en eller flere af dine konkurrenters produkter eller ydelser, skal de punkter du sammenligner med, være relevante og loyale over for dine konkurrenter.

    3. Email markedsføring er super effektivt, men det kræver tilladelse fra modtageren! Altså, du må som virksomhed ikke sende mails, sms'er eller anden elektronisk kommunikation til nogen med henblik på markedsføring. Og bare for lige at advare dig, så er der ret heftige bøder på 10.000 kr. og derover en stykpris for udsendelse af hver spam mail.

    4. Og så lige en ting, der tidligere var en del af markedsføringsloven... Du må ikke misbruge viden fra en tidligere arbejdsgiver i din egen virksomhed. Det betyder også, at du ikke systematisk må opsøge tidligere kunder. Du må naturligvis gerne handle med dem, hvis du indrykker en annonce i avisen og de så ringer. Men du må ikke opsøge tidligere kunder systematisk. Disse regler er nu omfattet af Lov om Forretningshemmeligheder!

    Hvis du påtænker utraditionelle veje i din markedsføring, bør du spørge dig til råds hos professionelle, inden du går i gang. En sag med Forbrugerombudsmanden kan skade dig i lang tid fremover!

    Vær ærlig i din markedsføring, det tjener dig bedst i det lange løb.

    Læs mere om markedsføring: